Posts Tagged ‘TV2’

Anmeldelse af Tina Lund – helt tæt på

Wednesday, January 6th, 2010

Tina_Lund

I aften har jeg set et nyt tv-program fra Danmarks mest sete tv-kanal TV2, og det skilte sig så meget ud fra alt andet jeg – nogensinde – har set, at jeg blev nødt til at anmelde det. Min første anmeldelse i øvrigt.

Programmet handlede om en blond pige (meget lækker på den CrazyDaisy-agtige måde), som i introen forklarede, at hun går til ridning, men først fik sit gennembrud, da hun smed tøjet i et mandeblad. Derefter blev der taget endnu flere billeder af hende til blade og aviser – ikke pga sin ridning, men for at danse på tv.

Hun vil dog gerne respekteres som en professionel idrætsudøver og tager sin sport meget seriøst. Hun sagde i hvert fald, at hun træner rigtigt, rigtigt meget. Hun er vist også en af verdens bedste til sin sport. Jeg har dog aldrig set hende i konkurrence på tv, men det er jo ikke nødvendigvis hendes skyld. Ligesom hende den anden blondine i det der danseprogram, som vist også er verdens bedste til Taekwondo-dans. Stærkt oversete sportsgrene tilsyneladende.

Nå, men hende hestepigen, der altså er så interessant, at hun skal skildres over 4(!) programmer, er single og går meget op i at finde en kæreste. Det, selvom hun træner 5 gange om dagen og desuden tilbringer halvdelen af året på landevejene mellem ridestævner. Men fuldtidsprofessionelle idrætsudøvere har selvfølgelig også ret til et kærlighedsliv.

Hun synes dog det er træls, at medierne følger hende så tæt, da det gør det sværere at finde en kæreste. Det siger hendes BFF den meget berømte sangerinde Szhirley også. Hvorvidt hun og Szhirley var veninder før hun smed tøjet fremgik ikke helt klart. Man kan nu også mene, at det er unfair af TV2, at gå så tæt på hende over hele 4 programmer, når hun nu helst vil være fri.

Det lykkes hende dog at score en meget hesteinteresseret og berømt fodboldspiller, men det holdt ikke, hvilket måske kan tilskrives den – for hende – meget ubelejlige presseomtale.

Fordi hun er så dedikeret til sin sport, bor hun stadig hjemme. Det begynder dog at irritere hende, at hun i en alder af næsten 30 ikke kan have gæster inde på sit værelse, uden at forældrene ved det.

Det får vi at vide gennem nogle meget naturlige samtaler, hun har med sine forældre, og det er jo nogle konflikter, vi alle kan genkende. Så hun beslutter sig for at flytte hjemmefra. Dog ikke så langt, da hun får bygget en lejlighed ude i stalden – men man skal jo også kravle før man kan gå.

Hun har også en søster. Hun er flyttet hjemmefra, men er også en af verdens bedste til ridning, så de er faktisk konkurrenter. Hende skriver pressen dog ikke så meget om, måske hun ikke danser så godt?

Nu skulle man så tro, at hendes liv er en dans på roser, men sådan forholder det sig slet ikke. Hun faldt nemlig af hesten under en konkurrence og slog sig, og hesten kunne have trådt på hende. Det gjorde den nu ikke. Det skrev pressen også om.

Det var vist, hvad det første afsnit handlede om. Jeg har endnu ikke helt forstået, hvad det gik ud på, men det forklarer de nok i afsnit 2. Sådan er det tit med moderne tv.

Jeg har muligvis udeladt sekvenser/digtet lidt, men fik nogle ubehagelige blackouts under udsendelsen. Det er i øvrigt det første tv-program, der har fremkaldt den reaktion hos mig.

Programmet var lidt en blanding af Singleliv, LPS (sportsprogram) og The Hills (scripted reality), og da de programmer er store successer, kan det vel næppe gå galt denne gang for TV2?

Jeg uddeler ikke karakter, men vil blot sidestille programmet med en sang hende hestepigen har indspillet. Synge kan hun nemlig også. Ingen embed – det lort vil jeg alligevel ikke have liggende på min blog. Hov, der talte jeg vist over mig…