Posts Tagged ‘Mails’

Mit afskedsbrev til Innovation Lab

Wednesday, August 11th, 2010

Mine dage som lab agent hos Innovation Lab er talte, og som traditionen byder, så annonceres det internt i organisationen via fællesmailen af den fratrædende selv. Sådan fortalte jeg mine kolleger, at det var tid til farvel.

Kære kolleger, kammerater. [pause] Venner

Vi har kæmpet sammen, vi har blødt, vi har leet, vi har grædt. Men dagen er oprunden, hvor det er tid til at tage afsked. Jeg har efter vanskelige overvejelser besluttet at fratræde min stilling i Innovation Lab. Det har været svært, men det har været rigtigt.

Jeg har fået mulighed for at redde planeten. Det synes jeg, er en chance, jeg skylder ikke blot mig selv – men også jer – og vores børn og børnebørn at forfølge. Til august starter jeg således som webredaktør hos WWF Verdensnaturfonden i en nyoprettet stilling, da WWF har fundet ud af, at der er mange mennesker, der bruger internettet. Det betyder, at jeg i praksis skal styre deres online aktiviteter. Det være sig områder som site-optimering, webkommunikation, kampagnestyring, social media eksekvering og e-handel.

Det er ikke uden vemod, at jeg forlader Innovation Lab. Det har været en rejse, siden jeg for over 3 år siden satte mine ben for første gang i laboratoriet, og hverken vidste hvad rfid eller augmented reality var for noget – og fik min første artikel til LabConfidential tilbage, blodrød af rettelser og retoriske fagudtryk, jeg blev nødt til at slå op.

Meget vand er siden løbet under broen. Der har været kontorindretninger, nye kolleger og redefineringsprocesser nok til et helt liv, men det har været en udelt fornøjelse at være en del af en fuldstændig unik organisation.

Innovation Lab vil for evigt stå for mig som noget helt specielt. Et sted uden begrænsninger, et sted af muligheder, et sted hvor drømme kommer til liv – hvis bare man vil det nok! I lab agenter er det bedste bevis for, at der stadig er et lille håb for en korrupt og rådden menneskehed. I er i sandhed de førende, de få og de frie!

Men vore veje må skilles, og jeg håber I vil sende mig en tanke næste gang I glædes over en udsprunget blomst, en blå himmel eller dyreungers leg. Disse naturens vidundere er i dag desværre kun muligt pga. en dedikeret indsats fra de beredvillige, der arbejder for naturen – og vores allesammens overlevelse. Dem tilslutter jeg mig nu.

Gå med Gud

Dagens Out of Office Reply

Thursday, August 13th, 2009
empty-office

Autosvar - Ikke til stede

Når kontormennesker går på ferie, sætter de som regel deres mailklient til at udsende et autosvar ved alle henvendelser, så man kan se, at der for en gangs skyld er en gyldig grund til, at man ikke gider svare mails. De såkaldte out-of-office-replies.

Disse er som regel ret kedelige og lyder alle-over-en-kam i stil med: “Tak for din henvendelse. Jeg holder ferie/sidder i møde/er til konference til og med dd/mm/åå.”

Men i dag tikkede der dette autosvar ind, som må tage prisen for bedste out-of-office-reply. Jeg forstår den stadig ikke helt.

“Det hele startede en kold og våd tirsdag i november. Jeg havde netop været i bad. Min hud var varm og fugtig. Damp fyldte hele badeværelset. I spejlet kunne jeg skimte min egen nøgne krop. Det fugtige hår. Brystvorterne. Og min nederste erogene zones fysiske kropsmanifest. Min hånd griber om tuben med body lotion. Med et blidt tryk får jeg den hvide creme ud i min hånd. Jeg masserer den nænsomt ud over min brystkasse. Hører mit eget åndedræt blive tungere. Og tungere. Varmen og dampen gør mig døsig. Jeg er nu nået til mine inderlår. Grundigt gnider jeg cremen ind. Skiftevis masserer og gnider. Der bliver varmere og varmere på badeværelset. Mine stenhårde baller sitrer ved den første berøring af min cremebelagte højrehånd. Jeg lukker øjnene og kommer i tanke om, at jeg ikke er på min pind.

Men at jeg vender tilbage i løbet af fredagen.”

Om det hjælper at fortælle, at autosvaret kom fra en Art Director ved et reklamebureau, ved jeg ikke, men det er stadig meget mærkeligt! Og en lille smule ophidsende…

Mit eget Out of Office Reply? Kort og kontant:

“Jeg er i øjeblikket på orlov fra tjenesten ved Innovation Lab for at restituere og genopbygge kampkraften. Jeg er tilbage ved frontlinjen – og Outlook dd/mm/åå.

For Gud, Konge og Fædreland”