Posts Tagged ‘Lastnight’

The LN Manifesto – samvittighedsfuld forretning

Tuesday, January 6th, 2009
Illustration: Truth and Lie

Hvorfor er der så få ærlige internetforretninger?

Mit sønderjyske ungdomscommunity Lastnight.dk er nu lukket ned pga. den internationale finanskrise, men ånden fra Lastnight – The LN Spirit lever videre. En del af denne ånd, var det fundament – de regler, som LN var grundlagt efter. Det var en idé om ansvarlighed, ærlighed og hæderlig forretning. Principper, som desværre er sjældent set – især når vi taler internetforretning.

Alt for tit ser man websites, som på den ene eller den anden måde forsøger at snyde eller narre brugeren ved at tilmelde vedkommende services, man ikke har bedt om eller skjule reklame som regulært indhold. Især communities og netdating er berygtede for uærlige forretningsmetoder (hvem sagde Just Network?), og det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at der svindles samvittighedsløst.

Jeg forstår ikke, hvordan man kan være så desperat, at man er villig til bevidst at snyde folk blot for at tjene penge. Der er virkelig behov for et moralsk sæt spilleregler, som kan bringe interwebbet tilbage på ret kurs.

Jeg præsenterer hermed The LN Manifesto, de principper som Lastnight fungerede efter, som aldrig blev skrevet ned, men som var indforstået blandt vi tre admins, der forsøgte at ændre verdenen. Principperne er almen gyldige i alle forretninger og definerer min opfattelse af, hvad god forretning handler om.

The LN Manifesto

  1. Udvis ansvarlighed i din omgang med brugere/kunder. Behandl dem som du vil behandle dine venner, så vil de også behandle dig tilsvarende.
  2. Skjul ikke reklame som regulært indhold. Begræns det til klart afmærkede sektioner, så man aldrig er i tvivl om, hvad er reklamer, og hvad er indhold.
  3. Lav ikke falske gode anmeldelser af dit produkt i et andet navn, men hav altid en tydelig afsender på din markedskommunikation.
  4. Anvend ‘opt in’ i stedet for ‘opt out’. Det kan ikke være rigtigt, at man skal spammes ihjel, fordi man glemmer at fjerne et kryds i en tjekboks.
  5. Gør det nemt – og muligt – for brugere at framelde sig tjenester. At holde på brugere fordi det er umuligt at slippe væk er ikke god markedsføringsskik.
  6. Overfør ikke brugeroplysninger til andre tjenester eller eksterne partnere. Hvis man ville benytte deres ydelser, havde man jo nok selv tilmeldt sig dem.
  7. Udsend ikke spam – ’nuff said!
  8. Lav ikke falsk reklame. Hold hvad du lover.
  9. Hold provisionen realistisk. Der skal være en fornuftig sammenhæng mellem indtægter og udgifter. Opkræv ikke ublu overpriser bare fordi man kan slippe afsted med det. Det koster jo ikke 10 kr. at registrere en sms i et computersystem.
  10. Hav en gennemsigtig forretningsmodel. Kom ikke med dårlige undskyldninger for at opkræve penge, men sig det, som det er. Brugere har ikke noget imod at betale for tjenester eller acceptere reklamer, hvis det er tydeligt, hvordan tingene hænger sammen. Derimod forarges man over uærlige forretningsmetoder, hvor man på udspekuleret vis forsøges at franarres penge.

Det burde jo egentligt give sig selv, men grænsen for rigtigt og forkert er efterhånden så udvisket, at det vel er de færreste, som kan se forskellen i dag.

Det er muligvis naivt at tro, at man kan drive forretning efter disse principper, men omvendt – hvis det er nødvendigt at bryde dem for at få brød på bordet, så er der vel noget galt?

LUXUS reflektion

Tuesday, August 22nd, 2006

LUXUS reflektion

I weekenden blev den allerførste Lastnightfest afholdt. Det var et flot arrangement på Churchill Nightclub, som har vist sig at være en god samarbejdspartner for LN. Temaet var LUXUS, da vi ville give vores brugere en – ja nærmest kosmopolitisk oplevelse…

Det sædvanligt mørke diskotek var blevet “lyst op” i form af 200kvm hvidt velour, der var hængt op i loftet og akkompagneret af 15-20 glinsende spejlkugler. En VIP lounge var til lejligheden blevet oprettet, hvor der kun var plads til “big spenders”. Ved indgangen var den røde løber rullet ud med dertil hørende olielamper, og i god paparazzistil blev gæsterne fotograferet ved ankomst. Garderoben, hvor der flød med papirsposer fra Louis Vuitton og Gucci, var naturligvis gratis, og vores særdeles veloplagte værter – Martin og Anders bød velkommen med champagne og friske jordbær. Det normale drinkskort var blevet udskiftet, da der ikke er meget LUXUS over brandbiler og isbjørne (med al respekt). I stedet stod den på Cosmopolitans, Harvey Wallbangers, White Russians og ikke mindst Strawberry Daiquiries.

Hvordan gik det så? Tjah, af vores over 3000 registrerede brugere valgte kun omkring 150 at møde op, hvilket må siges ikke at være imponerende. Men de, som støttede op, havde en rigtig god aften, er vores erfaring, og det er det vigtigste! Økonomisk løber det vist lige nøjagtigt rundt, hvilket er fint, men det giver ikke de håbede ressourcer til den næste fest.

Men inden da skal der evalueres, og vi skal have fundet ud af, hvorfor ikke flere af vores mange brugere havde lyst til at komme til festen, for umiddelbart er konceptet jo “bulletproof”. Et festcommunity fyldt med unge socialt aktive mennesker, der arrangerer en fest for dets medlemmer – det burde jo være stensikker succes!? Flere faktorer kommer her i spil: Stedet, tidspunktet, temaet, prisen.

Stedet. Churchill var oplagt, da det er vores partner, de har faciliteterne, og mange af vores brugere kommer der hver weekend. Men det sidste var måske ikke optimalt. Netop at folk kender stedet eller har en holdning til det gør, at det ikke bliver til noget særligt, når vi holder en fest der. Måske ville det være bedre at finde et sted, som man ikke normalt ville forbinde med fest, og så holde festen der. Alene nysgerrighedsfaktoren ville trække en del.

Tidspunktet. Kl.22 var måske for tidligt at starte festen, da mange ikke er vant til at tage i byen på det tidspunkt. Måske det skulle rykkes en time, selvom jeg personligt er stor tilhænger af idéen med at tage tidligt i byen og dermed også tidligere hjem, som det ses i England. En LN fest er jo også en decideret fest, og når man skal til fest, så kommer man jo heller ikke kl 24-01 stykker…

Prisen. Entréen kostede 50 kr. og var inkl garderobe, en pris jeg synes er ganske rimelig, da vi havde brugt væsentlige summer på temaet! Drinksene kostede 30 kr. en meget lav pris selv i Haderslev! Det kan kort sagt ikke gøres billigere, så det vil der ikke bliver ændret på.

Temaet. Mange (jeg selv inklusiv) kan slet ikke fordrage temafester, da det som oftest indebærer akavet udklædning og dårlig musik. Til en LN fest skal der dog være et tema, men vi forsøger at gøre temaerne lækre og sexede, så man ikke føler sig udklædt, men nærmere stylet. Til denne fest var temaet LUXUS – af andre temaer kunne man forestille sig: Black’n'White (Sort og /eller hvid påklædning), Lady in red (alle fyre i sort, piger i rød), Sin & Savior etc. Måske er det det eksklusive tema, som folk ikke tænder på? Måske er vores forsøg på at højne standarden og bringe lidt storbystemning til provinsen spildt? Måske vil folk hellere til halbal end på natklub? Måske er sneakers bedre end stiletter og laksko? Måske er fadøl bedre end cocktails? I så fald har vi holdt vores sidste fest, for det er jo netop det prætentiøse, der gør det sjovt! Der vil _aldrig_ bliver serveret ævlebævle eller fisk til en LN fest!

Idéen om at holde en super eksklusiv fest for et meget begrænset antal deltagere er også blevet vendt. Det vil måske blive lidt dyrere, men til gengæld meget mere lækkert og meget mere sexet! Det strider måske lidt i mod ligestillingsprincippet på LN at holde en fest, hvor ikke alle er velkomne, men Lastnight er også Tête de la course – de førende!