Jonas Juhler Hansen

På en blog, der primært består af billeder af sig selv og personlige detaljer, virker det paradoksalt at være anonym.

Ikke at det her skal være en diskussion om anonymitet på internettet. Men i disse dage er modeblogosfæren helt oppe i det røde felt over Modebevægelsen, som har “afsløret” navnet på bloggeren bag acie.dk – angiveligt imod hendes ønske. Men for enhver, der kender en hjemmeside kaldet Google, vil det tage under 5 min. at finde frem til den superhemmelige identitet.

Lad mig indledningsvis fastslå, at jeg ikke tager part i sagen. Jeg har ikke noget forhold til hverken Kasper Bergholt fra Modebevægelsen eller skyggebloggeren Acie.dk. Fordi jeg ikke følger ordentligt med, fordi jeg er ligeglad, fordi debatten foregår på et plan, hvor jeg ikke rigtig kan bidrage med noget. Men når en hetz er under opsejling, og følelserne er i kog, er det interessant at se på, hvad der egentligt er årsagen.

Tilsyneladende startede det med, at Modebevægelsen lugtede en sag om skjult reklame på Acie.dk – traditionelt en varm kartoffel blandt modebloggere. Debatten kulminerede med, at modebevægelsen bragte et interview med Acie, hvor de nævnte hendes rigtige navn – angiveligt uvidende om, at hun ønskede at være anonym – og efterfølgende nægtede at fjerne navnet. Og så brød helvede løs.

Så hele blæsten handler altså om, at Modebevægelsen ikke respekterer Acies ønske om at være anonym. Et standpunkt Kasper Bergholt selv pointerer er paradoksalt, fordi Acies navn tidligere har været nævnt i en artikel fra studentermagasinet Medievaerk.

Det retfærdiggør jo ikke Modebevægelsen at offentliggøre navnet, hvis de var vidende om ønsket om anonymitet, men det rejser en relevant problemstilling – at hvis man forventer at andre respekterer din anonymitet, har man så ikke selv et ansvar for at pleje denne anonymitet?

Hvis Acie virkelig ønskede at være anonym, så virker hendes egen omgang med sine personlige detaljer en anelse lemfældig. Tillad mig at demonstrere:

Sådan skal du ikke gøre, hvis du vil være anonym på nettet:

• Fyld din blog med billeder af dit ansigt.
• Optræd i artikler under fuldt navn.
• Brug dit rigtige efternavn på din Twitter- og Facebook-profil.
• Brug det samme profilbillede på din pseudo- og din rigtige facebook-profil.
• Hav samtlige kontaktoplysninger fra navn til adresse og tlf-nr være offentlige ved et whois look-up på dit domæne.

Hvert eneste af ovennævnte punkter leder direkte til Acies rigtige navn. Især det sidste – som bla. også afslørede anon-bloggeren Copenhipster.dk. Altsammen ting, du selv kan kontrollere – og som man burde have bedre styr på, hvis man mener anonymiteten seriøst. Det gør Acie åbenbart ikke.

Acie skriver selv, at ønsket om anonymitet skyldes “hensyn til mit fremtidige liv og karriere ude i den virkelige verden“. Men ude i den ‘virkelige verden’ og i HR afdelingerne er det internet-savvy personer som mig, der graver informationer op om folk, og i Acies tilfælde har hun selv leveret alt, hvad jeg skulle bruge for at finde frem til hendes identitet.

Min pointe er blot: Det er selvfølgelig ikke ok af afsløre en person, der ønsker at være anonym, medmindre det er i offentlighedens interesse, men omvendt så har man også selv et ansvar for at opretholde denne anonymitet, man forventer andre respekterer. Et ansvar, jeg mener, Acie svigter.

Hun kunne passende spørge husmor-bloggeren krea-bloggeren Dines Rix til råds om, hvordan man anon-blogger. Det må næsten være skoleeksemplet på, hvordan man både blogger personligt – og samtidig forbliver anonym.

Your privacy is an illusion!

Der er i øjeblikket en ondsindet hetz i gang mod Cafe Stella med overskrifter som “Cafe Stella banker kunderne”. Det har absolut intet på sig og beviser kun, hvor galt det kan gå, når bloggere går i selvsving uden kildekritik. Det eneste udsagn i sagen mod Cafe Stella er fra nogle berusede studerende, som forsøgte at snyde sig fra barregningen.

Man kan med rette spørge sig selv om hvem der har det største problem: Cafe Stella eller en blodtørstig sensationslysten blogosfære ivrig efter at hævde deres selvudråbte magtposition?

Ovenstående afsnit er et eksperiment og rent påfund. Jeg tager ikke parti i sagen. Jeg ved ikke, hvad der er sket på Cafe Stella, har aldrig været på Cafe Stella og kender ingen af de implicerede parter. Faktisk er jeg ligeglad.

Formålet er udelukkende at se, hvor høj pagerank dette indlæg kan få på søgninger om Cafe Stella. Med hjælp fra Modebevægelsen har de negative overskrifter ryddet alle søgninger på Cafe Stella, og man taler nu igen om bloggernes magt. Man taler ikke så meget om det er en magt, de kan håndtere.

Men hvor nemt er det at lave et opdigtet modindlæg, der tilbageviser alle påstandene mod Cafe Stella? Det finder vi lige straks ud af.

Beklager forvirringen, men vær velkommen til at linke til dette indlæg ;)

Og for prins knud: Jeg har ingen forbindelser til Cafe Stella. Faktisk lyder det ikke som et særligt rart sted.