Holdt i ugens løb en præsentation hos betternow.org for en masse fundraisere om det at løbe et maraton i pandadragt – og samle penge ind til WWF. Herover er mine slides.
Hvis du undrer dig over det store fokus på twitter i min kampagne, så er det fuldt bevidst. Pandarun var en personlig case i brug af sociale medier og et forsøg på at se, hvor meget omtale jeg selv kunne banke sammen med mit kendskab til nettet – uden støtte fra WWF’s “old media fokuserede” kommunikationsapparat.
Jeg kunne måske have fået mere ud af det med støtte fra WWF. Der kunne være skrevet nogle pressemeddelelser, jeg kunne sikkert komme med i Go’morgen TV. Men om det, i sidste ende havde kastet flere penge af sig, er usikkert. Langt størstedelen af donationerne kom ind gennem Twitter, som virkelig tog løbet til sig, og twitter virkede også som en perfekt platform til den type liveevent, så jeg er meget godt tilfreds med satsningen.
Hvis man skulle gøre noget anderledes, så ville jeg gøre to ting:
Holde mere kog i gryden. Fra jeg lancerede kampagnen til selve løbet kunne man med fordel have blogget mere, tweetet mere, lagt flere billeder og videoer ud om forberedelserne. Det tror jeg godt, kampagnen kunne holde til.
Lave en facebookside i stedet for en event. Der var rigtig meget omtale og god karma om løbet på facebook, så en pandarun-side kunne sikkert tiltrække rigtig mange likes. Måske endda erstatte min landing page pandarun.dk.
Ved ca. 10 km. Et par mere fra samme serie her og her. Foto: Bo Jørgensen
Som nogle måske har opdaget, så var jeg i søndags ude og løbe en tur gennem København i lidt mere end bare shorts og t-shirt. Her følger en – lang – løbsbeskrivelse og en opsamling på al virakken, der var omkring mit pandarun.
Alle billeder er rippet uden skelen til ophavsret. Rundstyk’.
Forberedelserne
Det samlede løbeoutfit på dagen. Lidt mere end jeg normalt har med. Foto: Jonas Juhler Hansen
Formen var ok. Ikke prangende, men ok. Kunne løbe 10km på omkring 40 min, men tog endnu engang lidt for let på fortræningen. Længste tur var ca. 19km, og løb en enkelt gang i pandadragten – en varm tur på ca. 5km. Det var ikke helt nok. Begyndte også først at løbe med ekstra vægt en uge før. Det var også lidt for sent.
Annemette interviewer mig lige efter testløbet – ca. en måned før løbet.
For at sikre en smule ventilation i pandahovedet, havde jeg skåret huller i baghovedet, så der kunne komme lidt gennemtræk, men det var meget afhængig af vindforholdene. Altså at der var noget.
Her kan man ane hullerne i baghovedet. Ved ca. 13 km. Foto: Søs Nygaard.
Velcro-stropperne, som skulle fastspændes under armene for at holde hovedet på plads, skulle både sidde så stramt at hovedet ikke hoppede rundt, men heller ikke så stramt, at de gnavede armene af. Masser af sportstape rundt om stropperne – og en halv dåse vaseline i armhulerne – skulle yderligere modvirke slid.
Hovedet kunne lige nøgagtig vippes op, så jeg kunne drikke ved vanddepoterne, men for at få nok væske havde jeg en væskerygsæk med, med 1,5l vand – og en aftale med en kammerat ved 21km om genopfyldning. Det reddede formentlig mit liv.
Da udsynet i dragten er virkelig dårlig, var det nødvendig med en guide, så min kollega Annemette stillede op til sit første maraton for at løbe hele turen ved siden af og føre mig igennem. Det, synes jeg næsten, er lige så vildt gjort som mit pandaløb. Næsten.
Udsynet inde i pandahovedet. Gennem øjnene kan man se lige frem og gennem munden lige ned. Foto: Jonas Juhler Hansen.
Tiden var et åbent spørgsmål, men for at have noget at forholde sig til sigtede vi efter 5 timer. Min form – uden panda – ville nok række til en 3:30 tid, så plus 1,5 time med dragten virkede realistisk.
Løbet
Kort før mål. Det kan godt være pandaen smiler, men det gør manden inden i ikke længere. Foto: Thorlak Fink.
For det første: Løbet var det vildeste, jeg nogensinde har oplevet! På een gang ekstremt hårdt og virkelig ubehageligt, men samtidig umådelig sjovt og en kæmpe oplevelse.
Fra vi ankom til startområdet på Islands Brygge til starten gik, var det ret kaotisk. Normalt tripper man lidt rundt, forbereder sig mentalt, tisser 4-5 gange, men vi nåede knapt nok derned før den første journalist ringede. Det var DR Nyheder, som gerne ville følge os rundt hele dagen, så der gik meget tid med optagelser og interview. P3 Nyheder skulle også serviceres, og mange løbere ville lige ønske godt løb eller have taget et billede – ikke ligefrem den optakt, man er vant til.
Fra startskuddet gik og de første par kilometer, løb man så tæt, at det var umuligt at navigere i dragten. Derfor løb Annemette og mig hånd i hånd, så hun fysisk kunne føre mig uden om forhindringer og medløbere. Vi lignede lidt de der utålige ægtepar, man af og til ser i maratonløb, som løber hele distancen hånd i hånd som symbol på deres evige kærlighed. C’mon mand. Altså bortset fra at Annemette i så fald havde giftet sig med en panda. Det falder vist ind under regel 34.
Ved starten på Islands Brygge hånd i hånd. Foto: Nykredit.
Vi startede i høj solskin – så efter 3-4 km var jeg helt gennemblødt af sved og allerede der temmelig presset pga. varmen. Det blev dog lidt bedre, da det begyndte at blæse lidt.
Dragten – og især hovedet var virkelig, virkelig ubehagelig at have på. Man kogte inde i det store skumgummihoved, det var kun ved vindstød, der kom frisk luft derind, og så er udsynet bare enormt dårligt. Det svarer nok til at tage et par paprør fra køkkenruller op foran øjnene og så løbe en tur blandt 12.000 andre. I 4,5 time.
Efterhånden som løbet skred frem, blev der bedre plads, så jeg kunne løbe næsten uden føring. Foto: Nils Rydh.
Vi fandt dog hurtig en rytme, hvor Annemette løb ved siden af et skridt foran, så jeg kunne se hende, og hun advarede så mundligt eller ved at tage min arm, når vi skulle svinge, der var huller eller kantsten på ruten, eller vi skulle forbi langsommere løbende. Ja du læste rigtigt. Langsommere løbende.
Vi var nede og gå ved alle vanddepoter, hvor jeg samtidig vippede hovedet af for at kunne drikke. Ret hurtigt blev depoterne et lyspunkt alene for at slippe for at være inde i pandahovedet et par minutter.
Responsen fra publikum var imidlertid helt fænomenal! Langt vildere end forventet. Alle råbte og heppede på pandaen, det var den vildeste modtagelse, man fik hele turen rundt. Ubeskriveligt hvor fedt det var.
Desværre så jeg ikke ret meget af det – hørte det kun, men Annemette kunne fortælle, at pandaen fik det store smil frem hos alle (og at der blev taget rigtig mange billeder). Fx missede jeg, at en stod klar med frisk bambus på ruten. Det var annonceret på twitter, og jeg ville have taget det med for sjov skyld, men så det ikke i farten :(
Her kommer vi fra Elmegade ud på Nørrebrogade mellem 36 og 37 km. Video: Jens Keld Trinskjær.
Efter 10km begyndte knæene at gøre ondt, da de ikke var vant til den ekstra vægt – og derfra gik det stille og roligt nedad. På vej ud mod Fisketorvet begyndte det at regne, hvilket var lidt bekymrende, eftersom jeg løb rundt i en kæmpe svamp, men det stoppede igen efter 4-5km.
Halvvejs føltes det som 30km, tempoet blev langsommere og pauserne længere. Flere gange løb jeg med lukkede øjne i ren udmattelse og frustration over at være inde i pandahovedet – og håbede på, Annemette ville sige til, inden jeg løb ind i noget.
Hun meldte ud hver gang vi passerede en kilometerafmærkning, hvilket gav god moral – lige bortset fra da hun tog fejl og annoncerede, der var under 9 km igen – da det faktisk var 11. Da hun kort tid efter annoncerede et vanddepot – som alligevel ikke var der – var jeg lige ved at brokke mig, men undlod da hun var helt fantastisk på hele turen og en uvurderlig hjælp.
I Fælledparken for anden gang. Ca. 33 km. Et mere her (jeg klapper af noget underholdning på ruten). Foto: Lasse Christensen.
Overskudsagtigt havde hun taget sin mobil med, som hun brugte til at koordinere med pressen undervejs – især vores ven fra DR, som vi mødte 3-4 gange ude på ruten. Hun havde nu også taget en iPod med, da hun ikke forventede, jeg ville gennemføre, og så havde brug for musik på resten af turen, når hun så skulle løbe alene…
Ved omkring 40 km var jeg i alvorlig krise. Jeg blev svimmel og havde svært ved at holde balancen, hvilket var klare tegn på dehydrering. Hovedet måtte af, og vi var nede og gå – faktisk støttede jeg mig til Annemette, da jeg ikke kunne gå lige. De næste par kilometer småluntede vi – også uden pandahovedet – da jeg ikke turde tage det på, hvis jeg nu kollapsede – det ville være umuligt at få af en bevidstløs person.
Ask Hybel lavede dette improviserede interview ved ca 37 km ved at løbe ved siden af med en iphone. Lyden er ikke ret god, men jeg siger nok, at det er varmt, og jeg er træt.
Da vi nåede over Langebro og kun havde opløbsstrækningen tilbage, var moralen dog så stor igen, at hovedet kom på, og de sidste 4-500 meter blev tilbagelagt med hænderne over hovedet i noget, der mindede om spurt for en næsten blind, dehydreret og fuldkommen udmattet panda.
Knapt var vi kommet over målstregen før både DR-manden og TV2 var henne for en første kommentar. Da var jeg stadig svimmel, havde kvalme, kramper i maven og det summede i armene. Havde ingen anelse, hvad jeg sagde til dem – eller den Politiken-journalist, som også skulle have historien. Det var ren blur.
Tiden sagde 4:41:50, så målet var nået. Det suverænt langsommeste maraton, jeg endnu har løbet, men uden sammenligning det sjoveste, vildeste, hårdeste – og mest mindeværdige.
En meget træt panda lige efter målstregen. Foto: Lars Ettrup.
Det største ved mit pandamaraton var uden tvivl responsen fra publikum ude på ruten og alle beskederne på Twitter og Facebook. Det alene var det hele værd. Ikke pressedækningen, ikke pengeindsamlingen, men den umiddelbare reaktion fra tonsvis af mennesker, som kunne se det sjove i mit pandafjolleri.
DR Update: Flere løber for en god sag – tv-indslag fra vores DR-ven som brugte hele dagen på at følge os, kun for at se sit indslag blive droppet i tv-avisen pga. noget askesky, så kun en afkortet udgave endte på DR Update.
Jeg har besluttet mig for at gøre noget rigtig dumt. Nemlig at løbe Copenhagen Marathon 2011 d. 22. maj – i en pandadragt. Den på billedet.
Men hvorfor egentlig?
For pandaerne, tigrene og naturens skyld. For udfordringen, for opmærksomheden, for meritten. Fordi jeg kan. Fordi muligheden er der. For sjov skyld. Behøver der altid være en grund?
Hvad er de største udfordringer?
I rækkefølge: Varmen, varmen, slidsår fra stropperne til hovedet, ekstra vægt, begrænset udsyn. Og regn.
Hvordan støtter jeg dit løb?
Hop over på betternow.org, hvor jeg benytter lejligheden til at samle ind til WWF. Giv en ti’er, en halvtreller, en hund, en fuffi. Så støtter du både mig og et godt formål. Jeg satser på at kunne samle 10.000 kr. ind. Det håber jeg mit idioti er værd. Tak for dit bidrag.
Er du nervøs?
Ja. Jeg har stor respekt for maratondistancen. Den slår folk ihjel. At udfordre den i fuld pandadragt, virker ærlig talt en anelse dumt.
Følg mit løb
Jeg skriver nok et par indlæg her om løbet og får samlet nogle billeder og video. Det tilgår alt sammen. I mellemtiden tjek pandarun.dk, som jeg har bygget til formålet. Der ligger en video af mig i pandadragten.
I can explain! Min gode kollega Annemette og jeg var ude og teste pandaformen i påsken. Hun løber nemlig også Copenhagen Marathon – sit første – og planlægger at gøre det bodypaintet som panda. Det er sgu ret sejt – selvom jeg også synes det er lidt dumt.
4:34:16. Ud fra devisen om at alle kan løbe ét maraton, men det er kun de seje, som løber to, løb jeg København sammen med Jens Keld, Albæk og Anita. Grundformen var dårlig, fortræningen var minimal og resultatet var katastrofalt! Ord kan ikke beskrive hvor smertefuldt det var at gennemføre, men i mål kom jeg…
Udsynet inde i pandahovedet. Gennem øjnene kan man se lige frem og gennem munden lige ned. Foto: Jonas Juhler Hansen.
