Jonas Juhler Hansen (RC1)

I AGF er det fast tradition, at før hver sæsonstart er AGF fansenes forventninger skyhøje, og der drømmes søde drømme om mesterskab og pokaltriumfer, men det ender som regel med en tiendeplads og sure miner. Man skulle efterhånden tro, at de havde lært bare en lille smule af historien og gøre sig lidt mere realistiske forhåbninger for den kommende sæson.

Men det har vi tilsyneladende ikke, og jeg vil gerne holde traditionen i hævd ved at kræve, at AGF hjemfører mesterskabet i sæsonen 08/09 – som mindstekrav! I år bliver det nemlig anderledes – i år skal det være!

Vi har holdet: Mælketænderne med Michael Lumb og Frederik Krabbe i spidsen har fået masser af superligaerfaring sidste sæson og er nu klar til for alvor at bryde igennem. Olof Persson får måske lov til at spille en kamp efter 1½ år i klubben, og i Steffen Rasmussen har vi en målmand, som er moden og dygtig nok til at føre sit hold til tops.

Den dovne mand fra Afrika altså Dioh Williams viste i foråret endelig, at han er en kommende superstjerne – og lige efter Peter Graulund mit bedste bud på en superligatopscorer. På midtbanen regerer Jerry Lucena og i Mr. USA Jeremiah White har vi en troldmand, som på sine bedste dage er skarpere end selv Ronaldo – ikke den tykke!

Dertil kommer forstærkningerne – som for en gangs skyld kan leve op til navnet: Forstærkninger. Ikke flere bredde- og udviklingsspillere (læs: lortespillere), men klassespillere, som kan gå direkte ind i startopstillingen. Dan Thomassen er et velskrevet blad, og det bliver spændende at følge Nando Rafael, der snildt kan gå hen og blive årtiets bedste signing (hvad siger I FCK? Ailton hvem?).

Organisationen bag AGF er nu også langt om længe på plads og nogenlunde stabil med de hellige tre konger Windfeld, BSN og Ove som den lovgivende, dømmende og udøvende magt. Økonomien er heller ikke så katastrofal som tidligere, hvilket vi i første omgang kan takke Onkel Kurt for, men også konsortiet med ejendomsspekulanterne Bricks i spidsen har sikret et solidt fundament under klubben. Opbakningen i byen og  faciliteterne omkring klubben er også en dansk mester værdig – prøv blot at forestil dig en mesterskabsfest i Herning: F.E.S.E.N.

Ser man på konkurrenterne, så ser det ud til at FCK’s køb-og-smid-væk-politik er ved at give bagslag – især fordi de tilsyneladende smider mere væk end de køber. Brøndby er desværre på vej ud af det hul, de for min skyld gerne måtte have gravet sig endnu dybere ned i, men er endnu ikke klar til at spille med om mesterskabet. AaB vinder ikke to år i træk, og uagtet hvor mange 13-årige afrikanere som FC Midtjylland narrer herop, så bliver de jo aldrig en seriøs kandidat. Det samme kan man sige om OB, som altid på forunderlig vis formår at spænde ben for sig selv.

Det efterlader AGF som det eneste oplagte bud på en dansk mester – det er penge i banken – medmindre du bor i Roskilde!

Men jeg ser frem til AGFs triumftog, som starter i morgen lørdag – tør man håbe på en perfekt sæson? Skulle det mod forventning glippe (igen), så skal jeg nok være der og på vanlig diplomatisk vis påpege eventuelle fejl og mangler – for med fans som mig, så behøver AGF slet ikke fjender…

Ulemper:

• Af en eller anden årsag er det altid bidende koldt uanset årstiden. De store publikumstribuner i sektion B og sektion C er altid i skygge, og man får en iskold vind i nakken, som bringer en tæt på hypotermi. En god kamp kunne måske give en varmen, men det er man lidt nærrig med i Aarhus – mere om det nedenfor.
• Jammerligt fodbold. Det undrer, at AGFs spillere er fuldtidsprofessionelle og altså ikke laver andet end at spille fodbold. Man kunne derfor formode, at de var i stand til at drible med en bold, aflevere den til en af de andre i hvide trøjer og måske endda skyde et vristspark inden for målrammen? Hvad de laver ugens øvrige 6 dage er mig en gåde, for det de præsterer om søndagen kunne lige så godt foregå i Serie 2 – og der betaler de faktisk penge for at få lov til at spille bold…
• Ingen mål. En eller anden har engang sagt, at en nul-nul kamp ikke behøver at være kedelig. Det er muligt – men det er den med garanti, når AGF er involveret! Afslutningerne er så slatne, at det er som om, de slet ikke tror på, at bolden kan gå ind, og at de derfor har opgivet på forhånd. Det er lige før man ønsker, at modstanderne scorer, bare for at der sker et eller andet.
• Ingen fightervilje. Ligesom de skyder på mål som små piger, så virker de generelt fløjtende ligeglade med, hvad der foregår på banen. Der er ingen gejst, ingen vilje, ingen nerve i nærkampene, ingen saft i tacklingerne. Det kan godt være de ikke scorer nogen mål, men havde de da bare kæmpet for sagen, var de næsten tilgivet. Vil man ikke slås for den hvide trøje, er man ikke værdig til at bære den!
• Og skulle det nu ske, at de ved en fejl får erobret bolden, så er kontraspillet så dræbende langsomt, at et hold gangbesværede og gigtplagede pensionister med rollatorer ville kunne nå hjem på plads, inden AGF var nået over midterlinjen med mere end 2 mand. Kontraspil handler om at komme til afslutning så hurtigt, at modstanderen ikke kan nå at organisere forsvaret – ikke at spille bolden på tværs 5 gange for til sidst at tabe den på midtbanen – tag note!
• Problemet med løbebanen er en kendt sag, men det gør den jo ikke mindre irriterende. Igen kan man kun spørge, hvad laver en løbebane på et fodboldstadion? Til dens forsvar bliver der jo så holdt rigtigt mange internationale atletikstævner på stadion, som jo var grunden til at den skulle være der (eller måske ikke).
• Aros – den muterede hvide rotte, som er et kikset underholdningsmoment for de mindste, men ligesom alle andre er den blevet så deprimeret over AGFs talentløse spil, at den mest ligner en maniodepressiv våd mus med selvmordstanker. Gør det Aros – du tør ikke! Husk på langs – ikke på tværs!

Fordele:

• Cheerleaderne er væk.
• Store Klaus (stadionpølserne)