Jonas Juhler Hansen (RC1)

Husk på at det er pga. af beredvillige soldater, som aktivt gør en indsats for en mere fredfyldt verden, at I (civile mennesker) kan sove trygt om natten ;) For fred i frihed!

Synes der manglede et par milibilleder på mit site, så her er et par fra min tid i Kosovo.

Dressed to kill. JK og jeg nytårsaften, som blev holdt hos Anita. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man jo fejlagtigt tro, at vi havde stil.. ;)

De bruger det meste af tiden på at tude over, hvor uretfærdigt det er, at erhvervslivet og regeringen især kræver, at uddannelserne skal munde ud i et arbejde. Det kan da heller ikke være rigtigt, at skatteydernes investering i din 5-årig (eller nærmere 6-7 årig) lange uddannelse skal have en erhvervsmæssig relevans. Kan vi ikke bare i evighed sidde i en SU finansieret rundkreds med kageordning og diskutere Habermas, Foucault og Weber og bruge ord som konnotation, fænomenologi, a posteriori viden og autopoiesis?

Nogle påstår, det ikke kan lade sig gøre. Deri er jeg uenig. Men ikke desto mindre vil – og skal der altid være en seksuel spænding, som er det, der gør dreng-pige venskaber interessante. De fleste af denne type venskaber har jo netop haft et udgangspunkt i en seksuel tiltrækning af en art.

Udfordringen  består så i, at bibeholde denne spænding uden at den for en af parterne kammer over i forelskelse, hvilket typisk sker, eller at den med tiden afdæmpes for til sidst helt at forsvinde. Begge dele kan være fatale for venskabet. Uden spændingen kan man jo lige så godt have drengevenner (som man tilmed også kan se bold med), og omvendt hvis forelskelsen ikke er gengældt vil det medføre frustrationer og ubehagelige og pinlige situationer, som vil skabe dybe revner i venskabet.

Følgende historie giver, omend den er et par år gammel, et godt billede af, hvordan jeg generelt klarer mig i “the game of love”. Du får den her i fuld og uredigeret længde – en forkortet version kan læses i M! aprilnummeret 2003 mener jeg.

Det skete en gang i en nær fortid, at en ung befalingsmand havde indvilliget i at tjene sit land på en fredsstøttende mission i udlandet. Kort forinden sin udrejse havde den unge befalingsmand (BM) tilbragt lidt tid sammen med to vidt forskellige piger, dog ca. med en måneds mellemrum, men begge forhold blev termineret pga. udsendelsen. Det første, med en pige benævnt Charlotte, var på den unge BM’s egen foranledning, det andet, en pige benævnt Stine, var vist mest hendes beslutning, hvis det skal formuleres pænt.

Halvvejs i forløbet var han blevet tildelt en kort orlov i fædrelandet, som jo skulle fejres på behørig vis. Især den næstsidste aften i det stærkt savnede hjemland skulle den have, hvad den kunne trække, da skæbnen havde villet det således, at netop denne skæbnesvangre aften også faldt på ugens næstsidste dag. Og det er denne aften, den efterfølgende søndag og de to førnævnte piger hvorom historien drejer sig.

Det skal siges at kontakten til de 2 havde været meget sparsom grænsende til det ikke eksisterende i den første halvdel af forløbet.

Tidligt på aftenen var den unge og stadig ædruelige BM, med en kammerat, på en uformel invitation, taget om til en kær veninde for at gratulere hende med en nær overstået fødselsdag. Denne kammerat benævnes fremover J-FOX. Veninden var tilfældigvis også veninde med Stine, som sandelig også var til stede ved dette lette traktement. Den unge BM havde ikke set Stine siden en tårevædet afsked 4 måneder forinden og kunne ved ”first sight” konstatere, at hun var om muligt blevet endnu smukkere. Hendes personlige fremtræden efterlod dog noget at ønske, eftersom hun ved den unge og lidt forlegne BM’s indtræden anlagde en meget afvisende holdning og konsekvent undgik hans søgende blik.

Skuffet forlod han venindens sted, men nægtede at lade en pige, uanset hvor køn hun end var, ødelægge hans aften, men det skulle blive meget værre…

Aftenen forløb som en god bytur skulle, med masser af venner og en tilnærmet eksponentiel udvikling i indtagelsen af genstande. Sent på aftenen, hvor opholdet på en af byens diskoteker havde fået en mere permanent karakter, var den unge og svært bedugget BM med J-FOX på vej op til et øvre plan i etablissementet via en der til formålet indrettet trappe. Øverst på denne stødte han, stik imod all odds og fuldstændigt uventet, ind i Charlotte! Den unge BM’s syn var på dette tidspunkt langt fra 20-20 og kunne således ikke umiddelbart genkende pigen, der ud af det blå, var dukket op foran ham, selvom han godt vidste, han havde set hende før. J-FOX’s hulkende, nærmest grædende latter bag ham hjalp dog hukommelsen på vej og pludseligt gik det op for den unge BM, hvem han stod overfor.

Alle på sergentskolens indlærte procedurer for behandling af paniksituationer, samtlige huskeord og undvigemanøvrer, selv de ellers så pålidelige reflekser var efterhånden blevet skyllet ud i diskotekets urinal, så i et af den unge BM’s knap så store øjeblikke (der skulle komme flere), stod han handlingslammet tilbage, og da han endelig handlede kunne det ikke have været meget værre! Fjolset istemte selvfølgelig J-FOX’s latter og gjorde det så voldsomt, at han blev nødt til at støtte sig til gelænderet, ja nærmest læne sig udover det for at holde på balancen, da finmotorikken for længst var sat ud af funktion. Da den unge BM omsider havde besindet sig efter det højlydte udfald, var Charlotte forsvundet. Dog ikke fra diskoteket.

Den unge BM festede ufortrødent videre, men blev på et tidspunkt antastet bagfra. Han havde på fornemmelsen hvem det kunne være og ikke helt tryg ved situationen vendte han sig om. Det var imidlertid ikke Charlotte, men derimod hendes hærdebrede, abnormt testosteron producerende shemale veninde. Endnu mindre tryg ved situationen blev en kort konversation indledt. Kontant fik den unge BM befalet at ”hvis han nogensinde sårede Charlotte igen, ville han være færdig!” Endnu engang måtte han kæmpe med latteren, mens han tvivlende overvejede enten at rette sig op og udbryde ”JAVEL” eller om han skulle påråbe sig civil straffelovs § 13; Nødværgeretten og udøve de i forsvarets indlærte principper for håndgemæng og neutralisere truslen med et hoveddrejekast med efterfølgende afslutning. Den unge BM vurderede dog begge løsninger for værende unødvendigt provokerende og samtykkede, at det ikke ville ske, et løfte han siden hen ville få svært ved at holde.

Trods de dramatiske begivenheder forløb resten af aftenen forholdsvist problemfrit og han og J-FOX tog slutteligt hjem for at restituere og genopbygge kampkraften. Det sidste der løb gennem den unge og trætte BM’s hoved, inden søvnen nedkæmpede ham helt, var, at det egentligt var mærkeligt, at det først var den sidste aften i byen (der havde været mange før i løbet af orloven), at han skulle møde disse to piger og så endda på samme aften.

Søndag formiddag, altså dagen før den forestående tilbagevenden til missionsområdet, blev den unge BM vakt til live, og mens han, med et meget tungt og smertefuldt dunkende hoved, lå og evaluerede gårsdagens begivenheder, fik han den knaldgode idé at fatte sin mobiltelefon og skrive til henholdsvis Charlotte og Stine for at rette de fejltagelser der muligvis var blevet begået.

De følgende afsnit er et sammenkog af de SMS korrespondancer den unge BM var involveret i og som senere skulle vise sig værende fatale!

Til Charlotte undskyldte han ydmygt for sin opførsel og til Stine udtrykte han sin misbilligelse over, at man end ikke kunne hilse på hinanden. Kort efter skriver Stine, at det var hendes opfattelse, at det var den unge BM, som ikke havde været tilstrækkeligt imødekommende. Den unge og endnu ikke optimalt fungerende BM gennemskuede ikke dette billige trick, men troede derimod noget naivt, der havde været tale om en misforståelse og foreslog straks, at næste gang man mødtes burde begge de stridende parter sænke våbnene og hilse pænt for ligesom at starte på en frisk.

Svaret på denne besked lod vente på sig og først adskillige timer senere, medens den unge og stadig tømmermandsprægede BM var ved at pakke til et nyt ophold i krigshelvedet, modtog han det længe ventede svar. Afsendernummeret genkendte hverken han eller telefonen, men indholdet lød nogenlunde således: ”Jeg har fået nyt nummer. Det er i orden. Jeg er dog stadig lidt sur over du hverken har ringet eller skrevet, da jeg gerne ville have set dig”. Med tankerne i forvejen henledt på Stine, var den unge BM ikke tvivl om hvem beskeden var fra. Resolut slettede han Stines gamle nummer, lagde det nye ind og svarede, at han troede, at det var hende som ikke ville se ham!

”Hvordan kunne du tro det? Jeg har tænkt meget på dig de sidste måneder og fik jo helt hjertebanken da jeg så dig, men du var jo nærmest ligeglad”

Nej, nej, nej, råbte den unge BM og rev sig selv i det 3 mm lang hår, hvordan kan man misforstå hinanden så meget? Han svarede, at han bestemt ikke havde glemt hende og dagligt havde tænkt på hende. Adspurgt om hvad man skulle gøre ved det, foreslog den unge BM, at man under den sidste tørn skulle holde forbindelsen ved lige og så finde ud af noget, når han returnerede permanent!

Det var en knaldgod idé og korrespondancen antog nu en mere almindelig og for denne historie uinteressant karakter. Klokken var ved at blive mange, den unge BM havde travlt med at løse praktiske opgaver, så han besluttede sig for at ringe til Stine for derefter bedre at kunne koncentrere sig. Både opstemt over måske at have fundet sammen med Stine igen og også en smule ærgerlig over, det ikke var sket nogle dage før, så man havde haft mulighed for at se hinanden, tog den unge BM sin telefon og ringede hende op.

Pigen han fik i røret var temmelig snottet, så han kunne ikke umiddelbart genkende stemmen, men selvtilliden var nu helt i top, så den unge BM var ikke i et sekunds tvivl om at han havde fået fat i den rigtige. Der blev talt om løst og fast og især om hvor noget rod det hele havde været. Hun blev dog ved med at referere til dagen før, hvor de havde mødtes i byen. Den unge BM mindede hende om, at det ikke var i byen, men omme hos veninden man havde mødtes, hvilket fremkaldte latter i den anden ende og spørgsmål, om han virkelig ikke kunne huske de havde mødtes i byen? Nu havde han jo været overdrevet beruset, så tænkeren kom virkelig på arbejde i forsøget på at genkalde Stines ansigt i byen. Det lykkedes ikke så den unge og lidt undrende BM måtte jo spørge til, hvor man så i givet fald havde mødtes. Svaret var meget foruroligende, da navnet på det diskotek, hvor gårsdagens dramatiske begivenheder med Charlotte, blev nævnt. Hun ville i øvrigt gerne vide, hvad hendes veninde havde sagt til ham, da hun havde set, de have talt sammen på et tidspunkt.

En spirende mistanke voksede nu i den unge og lettere panikslagne BM’s sind med lysets hastighed. Selvtilliden var forsvundet som en kasse Smirnoff Ice til en 18 års fødselsdag og fornemmelsen af, at man havde lavet en fuckup af bibelske proportioner var overhængende. Spørgsmålene hobede sig op i den unge og nu rådvilde BM. Kunne det virkelig have været Charlotte der havde fået nyt nummer? Hvorfor var fejlen så ikke opdaget før? Hvem havde man egentligt ringet til? Hvad er meningen med livet? Hvorfor er der stadig nogen der går med Buffalos?

Skaden var nu uoprettelig så den unge og samvittighedsplagede BM måtte gøre det mest forsmædelige af alt; overgive sig og spørge om det ikke var Stine man havde ringet til? Svaret kom i form af den øredøvende stilhed i den anden ende, men de sidste mikroskopiske rester af tvivl blev fjernet, da en meget vred stemme skar igennem; ”Nej, det er CHARLOTTE!!”. Den unge og stærkt angrende BM måtte erkende han havde lavet en fejl, den voldsomt ophidsede Charlotte mente ikke man havde mere at tale om, hvilket han brødebetynget kun kunne give hende ret i. Hun fik dog det sidste ord i form af en SMS med opfordring til, at den unge BM fik styr på sit liv og de piger han havde været sammen med.

Tilbage i missionsområdet sidder den unge BM nu og forstår stadig ikke hvordan det kunne gå så galt. Både Stine og Charlotte har afbrudt al kontakt, men han er nu mest nervøs for sidstnævntes maskuline pumper veninde som bedømt på udseendet godt kunne have ”homicidal” tendenser. Genganger tjeneste på næste hold kunne være en mulighed… og næste hold…

Alle navne er opdigtede, men er den unge BM bekendt!

Formålet med denne blog var oprindelig ikke, at den skulle fyldes med alverdens trivialiteter fra min hverdag (idet jeg i bund og grund lever et ganske uinteressant og begivenhedsløst liv). Den skulle derimod være en digital megafon, hvor jeg kunne ytre mine holdninger (i hvert fald de, som ikke kunne medføre sagsanlæg) om samfundets uretfærdigheder, popkulturen og alle de mennesker, som ikke formår at se tingene lige så klart som jeg – dvs. ca. 99 % af Danmarks befolkning.

Det burde jo give nok materiale til 20-30 indlæg om dagen, men her et par måneder efter, at min nye legeplads er blevet færdig, og bloggen stadig står gabende tom, har jeg måttet konstatere, at jeg er fuldstændig berøvet for holdninger. Jeg har ikke længere nogen mening, hvad end folk de finder på, så er det bare ok med mig. Så derfor kan jeg i stedet bruge lidt plads på at fortælle en historie fra de varme lande.

I søndags løb jeg nemlig mit fjerde og hidtil bedste maratonløb i tyskens hovedstad Berlin. Et løb som regnes blandt de fem største løb i verden (Big Five), hvoraf de andre er Chicago, Boston, N.Y. og London. Så forventningerne var store, da Jens Keld, Kristian og jeg (Anita meldte forfald denne gang til sin egen senere fortrydelse) drog sydpå sammen med Marathon Travel Club, som fortjener stor ros for deres organisering.

Apropos organisering, så kan man sige rigtig mange dårlige ting om vore tyske naboer – sprog, stil, musiksmag etc., men organisering behersker de i sådan en grad, at man kun kan blive imponeret. Alt virkede perfekt, der var ingen flaskehalse, intet kaos, alle kendte deres opgave og alle var på deres plads – det var lige til jernkorset! Hamburg Marathon, som jeg løb i foråret, var utrolig velorganiseret, men alligevel var det her klasser bedre (og endda meget større). Applaus til tysk effektivitet – så længe det ikke tager overhånd…

Selve løbet gik stort set perfekt. Mit officielle mål var 3:15, men jeg løb efter tider, der ville bringe mig ind i 3:09 – så var der lidt tid at give af, hvilket man som regel får brug for og denne gang var ingen undtagelse. Indtil de 30 km havde jeg løbet perfekt og lå endda til at komme i mål omkring 3:06-07, men ved omkring 35 km løb jeg som ofte før ind i muren, hvorefter det blot blev en kamp for at komme i mål. Den sidste kilometer var dog en af de største løbeoplevelser jeg har haft på trods af ubegribelig smerte, da opløbsstrækningen gik igennem Brandenburger Tor, og der langs hele vejen stod tusindvis af mennesker og heppede og jublede i et omfang, så man næsten troede, at man havde vundet løbet. Sådan en opbakning giver ekstra kræfter og jeg ”spurtede” således ind i 3:10:33 – en forbedring af personligt bedste på 12 min, hvilket er ganske godt i min bog.

Faktisk var løbet så godt organiseret, at jeg godt kunne finde på at fravige mit princip om ikke at løbe det samme løb igen, da jeg tvivler på, at det er muligt at gøre det bedre. Dertil kommer naturligvis, at ruten var flad som en pandekage og dermed meget hurtig, hvilket gør den oplagt, når jeg næste gang skal under 3 timer…

På baggrund af mine erfaringer med maratonløb har opdelt løbet i følgende faser:
0-10km: Vanskelig strækning, hvor det gælder om at komme ind i en rytme, undgå at blive sænket af langsommere foranløbende, og undgå sidestik.
10-20km: Ren rutine, hvor tiderne bare skal sidde i skabet – gerne med lidt overskud.
20-30km: Her starter løber først. Benene bliver tungere, og det bliver sværere at holde tiderne.
30-42,195km: Ren vilje. Kroppen skriger efter pause, og det bliver en kamp for at holde tempoet, hvilket er umuligt – spørgsmålet er blot, hvor meget tid du taber. Især omkring 35-36km skal man være forberedt på mødet med ”muren”. En maratontid nås eller opgives på denne strækning.