Archive for the ‘Latenights’ Category

En frisk start på de sene nætter

Sunday, August 1st, 2010

De personlige blogs er døden nær, hvor alle i dag plejer relationer og online dagbog på twitter og facebook. Det er egentlig lidt ærgerligt, da husmor-blogsene kan være ret hyggelige at følge. Altså de stærkt personlige blogs, som sjældent handler om andet end personen selv og altså ikke de nye hipster tumblr-blogs med rippet indhold fra ffffound, notcot og thecoolhunter.

Når jeg siger ‘kan være hyggelige’, så giver det jo næsten sig selv, at navlepilleriet også kan være decideret pinefuld læsning. Især når skribenten hverken kan skrive eller formår at gøre historien bare tilnærmelsesvis interessant. Samtidig er det stort set også kun kvinder, der husmor-blogger – måske deraf navnet – og selvom feminine refleksioner kan være lærerige for en singlefyr, så er det jo lidt fesent, at ens feedreader er fyldt op med kvindeskriblerier.

Det er en udfordring, jeg har valgt at tage op. Efteråret byder i forvejen på forandringer i form af nyt job (mere om det senere), og jeg har således valgt at give min blog en frisk start og vil fremover forsøge mig som ‘rigtig’ blogger.

Det betyder først og fremmest flere indlæg, men også mere personlig vinklet – hverdagsrefleksioner om man vil. Forhåbentligt holdt på et læseværdigt niveau. Samtidig vil jeg forsøge at skære ned på sarkasmen og ironien, da det jo som bekendt er forsvarsmekanismer – og mantraet skal nu være ærlighed og åbenhed. Det er dog stadig mine to stærkeste humoristiske virkemidler, og det skal jo helst stadig være sjovt…

Målet er naturligvis flere læsere og mere feedback – måske endda fra kvinder. Because I am single and I will date you – if you ask nicely!

Og apropos kvindelige husmor-bloggere så bør du læse disse: Stinestregen, Infotainer, Dancing hell, What you see og Birdie nam nam (*edit* altså ikke fordi de nævnte er husmødre! Det er en reference til genren! Undskyld!)

Foto: David Reece

WordPress spam fra Opgaveformidling.dk

Tuesday, September 30th, 2008

Der er én ting, man kan være helt sikker på følger med sin WordPress blog: Spamkommentarer! Det tager i gennemsnit 30 sek. fra man opretter sin blog, til de første spamkommentarer tikker ind. Nuvel det er jo derfor WordPress’ bedste ven Akismet eksisterer (spamfilter).

Men i dag tikkede der denne kommentar ind fra Opgaveformidling.dk, som ellers skarpe Akismet ikke fangede. En spamkommentar på dansk! Ikke en dårlig oversat kommentar fra et obskurt udenlandsk foretagende, men fra noget der næsten ser helt reelt ud – næsten.

Afsender er et site ved navn Opgaveformidling.dk, som angiveligt formidler kontakt mellem kunde og håndværker. Der er ingen links i teksten, hvilket nok forvirrede Akismet, men den helt neutrale besked “Tak for info, kigger ind igen”, som man har set så mange gange på engelsk, afslører, at der er ugler i mosen.

Da jeg ikke har set den type Spam fra danske foretagender før, bliver man i tvivl om, der rent faktisk sidder en person og tapper løs i kommentarfelterne, eller om der som sædvanligt er tale om en bot. Et IP tjek viser dog, at den er sendt fra noget, der hedder wordpressmassinstaller.net – og hvis navnet ikke er afslørende nok, så er det et værktøj til at massespamme wordpress blogs.

Et opslag på Opgaveformidling.dk afslører ikke umiddelbart noget fusk. Domænet er ejet af en Jacob Jensen fra Hvidovre, men jeg kan ikke finde mishagsytringer om forretningsmetoderne. Det er dog et faktum, at de anvender botter til at spamme WordPress blogs, så helt rent mel i posen har de nok ikke…

Sitet er i øvrigt selv en WordPress blog, men de har paradoksalt nok slået kommentarsporet fra, så de ikke kan rammes af deres eget våben. Indlæggene er alle forsøg på at få høje pagerank i søgemaskiner på ord som fjernvarme, udhus, terrasse osv. ved tydelig brug af keywordstuffing.

Linket i kommentaren går til indlægget om fjernvarme, og ankerteksten altså afsenderen er da også ‘Fjernvarme’. Det er lige efter bogen, men desværre for Opgaveformidling praktiserer jeg rel=nofollow på Latenights.

Jeg har ikke slettet kommentaren fra Opgaveformidling.dk, selvom det tydeligvis er spam – men derimod accepteret den for at vise, hvad jeg egentligt snakker om. Desuden er hele dette indlæg kun skrevet for at kæde Opgaveformidling.dk sammen med spam – læg mærke til hvordan jeg selv har keywordstuffet indlægget med ordene Opgaveformidling.dk og spam.

Nu med WordPress

Sunday, November 4th, 2007

Nu med WordPress

Så har jeg endelig taget konsekvensen af, at min egenkodede blog ikke længere var tidssvarende, og i stedet for at kode det om, var det nemmere at nappe noget, der allerede virker til perfektion. Derfor har jeg installeret en WordPress blog, da erfaringerne fra LabConfidential med systemet har været overvejende positive.

Temaet er holdt meget stramt og minimalistisk – just the way I like it, og selv det er også bare nuppet uden den store tilpasning. Falliterklæring som webudvikler? Måske, eller også bare et udtryk for manglende tid og manglende lyst til at genopfinde den dybe tallerken – selvom jeg utvivlsomt ville have lavet et bedre produkt end WordPress…

Jeg savner blot mit polaroid-script, som omdannede almindelige billeder til polaroid-fotos ved upload (se tidligere indlæg). Måske vil jeg forsøge at implementere scriptet, hvis det kan lade sig gøre.

Trods ny motor er der dog ingen garanti for at opdateringsfrekvensen vil blive øget, men forudsætningerne er dog blevet væsentligt forbedret nu! Gamle indlæg vil også blive lagt op ved lejlighed – der er heldigvis ikke så mange.

Til sidst vil jeg henlede opmærksomheden på mit nye webprojekt: Uklassificeret – en blog om design, innovation og reklamer. Jeg falder over utroligt mange fede ting i min jagt på historier til LabConfidential, men meget af det er ikke teknologi-relateret og derfor ikke relevant for LabConfidential. Det smider jeg nu ud på Uklassificeret og forventer, at den – ligesom LabConfidential – vil blive opdateret dagligt.

Nu med RSS-feeds

Thursday, June 7th, 2007

Nu med RSS-feeds

Hvor svært kan det egentligt være at lave feeds til sin blog? Tjah, jeg burde måske vide det bedst selv, da jeg i flere omgange uden større held har forsøgt at få Latenights med på rss-moden. Men nu hvor jeg selv er dybt afhængig af RSS-feeds fra alverdens nyhedssites og blogs – og irriterer mig grænseløst over sites, der ikke tilbyder feeds, så var det vist på tide at få fundet den endelige løsning på RSS-problemet…

Så her 3 timer efter jeg gik i gang, kan jeg ikke uden slet skjult stolthed præsentere RSS-feeds på Latenights.dk – nærmere bestemt i form af Atom 1.0. Det har kostet blod, sved og tårer, og så kunne det endda klares med under 50 linjers kode… Jeg har bevidst valgt at inkludere hele blogindlægget i feedet inklusiv billede af hensyn til de, som benytter RSS-readers (ligesom jeg selv gør). Det er nemlig f** irriterende, når teksterne cuttes op, så man alligevel skal ind på de respektive sites for at læse hele indlægget. Det kommer måske til at gå ud over besøgstallet (kan det blive lavere?), men man skal jo behandle andre, som man gerne selv vil behandles, har jeg engang lært.

Har du ingen anelse om, hvad RSS er og hvad hele dette indlæg går ud på, så vil jeg end ikke gøre forsøget på at forklare det. I nogle tilfælde er ignorance nemlig a bliss :)

*Update 3/11/07: Eftersom Latenights nu er en WordPress-blog, har det hele været spildte kræfter, da feedet nu genereres af WordPress…