Jonas Juhler Hansen (RC1)

3:09:30. Satsede alt på at nå under 3 timer og havde også formen til det, men gik kold ved 28km, og så var det game over :(

Nu er jeg jo begyndt at løbe lidt rundt med en god kammerat nede i Riis Skov et par gange om ugen, og det er faktisk det eneste jeg får løbet, hvilket jo ikke er særligt imponerende, da Riis Skov jo blot er en stor baghave.

Men vi snakkede sidst om at løbe intervaller dernede for at få lidt mere ud af træningen, men han var ikke helt hooked på at løbe de intervaller, jeg normalt løber dernede. Så jeg har delt turen op i otte mindre bidder af varierende længde og tegnet det hele ind på kort og udregnet tider baseret på en Coopertest. Det hele kan findes på www.latenights.dk/run/

Start og mål for hvert interval er placeret markante steder, så vi ikke skal ud og afmærke stederne. Ruten følger den normale gule rute, så man får løbet sammenlagt 4,7 km, og jeg anbefaler naturligvis, at man løber mandevejen rundt (mod uret) for at få størst udbytte af Djævlebakken. Vi starter og ender ved pladsen nede i bunden for også at tage lidt kropshævere.

Kort og opmåling er på baggrund af topografiske kort fra gis.aarhus.dk, så det skulle være rimeligt præcist. Tiderne er som sagt udregnet som 100% ydelse ved en Coopertest, og jeg mener, at 1 minuts pause mellem intervallerne burde være nok – måske 2 efter Djævlebakken. Har man ikke løbet en Cooper, kan man jo bare starte et sted og så sjusse sig frem til et passende niveau. Husk at intervalløb ikke er hyggeløb, men løb med meget høj intensitet (18-20 på Borgs skala).

Http://www.latenights.dk/run/

Et andet og lidt bedre billede fra Berlin taget 20m efter målstregen. Smilet er falsk (pga smerter), men velment! :)

3:10:33. To maratonløb på ét år. Denne gang med Jens Keld og Albæk. Bedst organiseret løb hidtil! Fortræningen var god og varieret, men stadig ikke helt struktureret og disciplineret nok (jeg er doven af natur). Indtog energigel undervejs og tror det gjorde en forskel – mødet med muren var ikke helt så hårdt, som i tidligere løb, men smed alligevel 3-4 min. på de sidste 10 km. Bemærk pandebåndet som godt kan betegnes som mit varemærke :)

3:22:04. Fiaskoen fra København skulle vaskes væk, så Anita og jeg tog til Tyskland. Optakten var ok, men ikke speciel struktureret. Gik kold til sidst og var nede at gå ved 40 km…

4:34:16. Ud fra devisen om at alle kan løbe ét maraton, men det er kun de seje, som løber to, løb jeg København sammen med Jens Keld, Albæk og Anita. Grundformen var dårlig, fortræningen var minimal og resultatet var katastrofalt! Ord kan ikke beskrive hvor smertefuldt det var at gennemføre, men i mål kom jeg…

3:28:36. Mit første maraton, som jeg tilmeldte mig fire dage før pga en bindegal premierløjtnant, som bildte os unge sergenter ind, at kunne man løbe 10km, så kunne man også løbe et maraton. Han havde dog til dels ret…

Formålet med denne blog var oprindelig ikke, at den skulle fyldes med alverdens trivialiteter fra min hverdag (idet jeg i bund og grund lever et ganske uinteressant og begivenhedsløst liv). Den skulle derimod være en digital megafon, hvor jeg kunne ytre mine holdninger (i hvert fald de, som ikke kunne medføre sagsanlæg) om samfundets uretfærdigheder, popkulturen og alle de mennesker, som ikke formår at se tingene lige så klart som jeg – dvs. ca. 99 % af Danmarks befolkning.

Det burde jo give nok materiale til 20-30 indlæg om dagen, men her et par måneder efter, at min nye legeplads er blevet færdig, og bloggen stadig står gabende tom, har jeg måttet konstatere, at jeg er fuldstændig berøvet for holdninger. Jeg har ikke længere nogen mening, hvad end folk de finder på, så er det bare ok med mig. Så derfor kan jeg i stedet bruge lidt plads på at fortælle en historie fra de varme lande.

I søndags løb jeg nemlig mit fjerde og hidtil bedste maratonløb i tyskens hovedstad Berlin. Et løb som regnes blandt de fem største løb i verden (Big Five), hvoraf de andre er Chicago, Boston, N.Y. og London. Så forventningerne var store, da Jens Keld, Kristian og jeg (Anita meldte forfald denne gang til sin egen senere fortrydelse) drog sydpå sammen med Marathon Travel Club, som fortjener stor ros for deres organisering.

Apropos organisering, så kan man sige rigtig mange dårlige ting om vore tyske naboer – sprog, stil, musiksmag etc., men organisering behersker de i sådan en grad, at man kun kan blive imponeret. Alt virkede perfekt, der var ingen flaskehalse, intet kaos, alle kendte deres opgave og alle var på deres plads – det var lige til jernkorset! Hamburg Marathon, som jeg løb i foråret, var utrolig velorganiseret, men alligevel var det her klasser bedre (og endda meget større). Applaus til tysk effektivitet – så længe det ikke tager overhånd…

Selve løbet gik stort set perfekt. Mit officielle mål var 3:15, men jeg løb efter tider, der ville bringe mig ind i 3:09 – så var der lidt tid at give af, hvilket man som regel får brug for og denne gang var ingen undtagelse. Indtil de 30 km havde jeg løbet perfekt og lå endda til at komme i mål omkring 3:06-07, men ved omkring 35 km løb jeg som ofte før ind i muren, hvorefter det blot blev en kamp for at komme i mål. Den sidste kilometer var dog en af de største løbeoplevelser jeg har haft på trods af ubegribelig smerte, da opløbsstrækningen gik igennem Brandenburger Tor, og der langs hele vejen stod tusindvis af mennesker og heppede og jublede i et omfang, så man næsten troede, at man havde vundet løbet. Sådan en opbakning giver ekstra kræfter og jeg ”spurtede” således ind i 3:10:33 – en forbedring af personligt bedste på 12 min, hvilket er ganske godt i min bog.

Faktisk var løbet så godt organiseret, at jeg godt kunne finde på at fravige mit princip om ikke at løbe det samme løb igen, da jeg tvivler på, at det er muligt at gøre det bedre. Dertil kommer naturligvis, at ruten var flad som en pandekage og dermed meget hurtig, hvilket gør den oplagt, når jeg næste gang skal under 3 timer…

På baggrund af mine erfaringer med maratonløb har opdelt løbet i følgende faser:
0-10km: Vanskelig strækning, hvor det gælder om at komme ind i en rytme, undgå at blive sænket af langsommere foranløbende, og undgå sidestik.
10-20km: Ren rutine, hvor tiderne bare skal sidde i skabet – gerne med lidt overskud.
20-30km: Her starter løber først. Benene bliver tungere, og det bliver sværere at holde tiderne.
30-42,195km: Ren vilje. Kroppen skriger efter pause, og det bliver en kamp for at holde tempoet, hvilket er umuligt – spørgsmålet er blot, hvor meget tid du taber. Især omkring 35-36km skal man være forberedt på mødet med ”muren”. En maratontid nås eller opgives på denne strækning.