Jonas Juhler Hansen (RC1)

Dette indlæg har alene til formål at gøre det vanskeligere for webbureauet Orango at skjule al den negative omtale, de har fået ifm. domænesagen om orango.dk, som beskrevet på ComOn. Blot i det tilfælde, at Orango – mod forventning – skulle være effektive til online reputation management, hvilket de utvivlsomt vil forsøge sig med for at drukne Orangogate.

Man kan læse, hvad folk mener om Orango på Trustpilot. De er overvejende negative. På Twitter tales der også om dem. Tidligere kunne man også læse kommentarer på Orangos Facebookside, men dem har de valgt at slette uden selv at komme med nogen form for udmelding.

Jeg synes sagen er dybt problematisk og er tilbøjelig til at mene, at de sande skurke er Klagenævnet for Domænenavne, som har handlet meget suspekt både i denne og i sagen om eof.dk.

Samtidig synes jeg, Orango har behandlet sagen ekstremt dårligt med deres påfaldende tavshed. De har i deres markedsføring benyttet sig af sociale platforme som blog, facebook og twitter – og altså foregivet at være interesseret i dialog med brugerne, som tiden foreskriver. Men i samme øjeblik en krise opstår, så klapper man i som en østers – og lukker alle former for feedback ned.

Det virker utroværdigt af Orango. Har man sagt A – og inviteret indenfor ad sociale kanaler, så må man også sige B – og møde kritikken ansigt til ansigt. At tro, man kan tie sagen ihjel, er naivt og viser komplet manglende forståelse for krisekommunikation – og sociale medier på nettet.

I så fald er her et tip: Skift navn! I har alligevel kun eksisteret under et år, og Orango vil for altid være sammenkædet med Orangogate, så for jeres virksomheds fremtids skyld – så skift navn. Helst til et, hvis .dk-domæne er ledigt…

Og sig derefter undskyld! Undskyld hele miseren – skyd eventuelt skylden på Klagenævnet for Domænenavne, dem er vi alle enige om at hade. Ansæt måske en (med forstand på social media) til at styre jeres online-brand. Og lad herefter være med at lave dummerter de næste 2-3 år. Som fx at skrive blændende anmeldelser til produkter I selv står bag.

Bare et forslag…

(Læs også disse indlæg, som kommenterer på Orangogate)

Tjah, man kan jo altid linke til indlæg, man har skrevet andetsteds, når man ikke rigtig ved, hvad der skal stå her…

Twitters popularitet har sat fokus på et internetforbrug, der altid har været en underliggende faktor, men først nu for alvor er blevet trukket frem i lyset. Nemlig adgang til information i tilnærmelsesvis realtid. Ikke en time eller en dag efter, når Googles indekseringsbotter har været forbi de nyeste artikler og blogindlæg, men lige nu og her som begivenhederne udfolder sig.

Søgning i den form for information, som især Twitter udmærker sig ved at være indrettet til, stiller traditionelle søgemaskiner overfor nogle udfordringer, de hidtil ikke har været vant til – nemlig realtidssøgning!

“Er realtidssøgning overhovedet interessant for andre end nyhedshungrende, internetafhængige informationsjunkier for hvem det at vide alting først muligvis er det nærmeste, de kommer meningen med livet?”

Læs hele indlægget hos Innovation Lab.

Jeg blev af Computerworld spurgt om en kommentar til denne artikel fra Internet Evolution om hvilke teknologier, der i 2009 vil floppe. Mit svar til dem kom desværre efter deadline, men så er det jo godt, at man har en blog. Nedenstående er naturligvis med det forbehold, at viser det sig at være skrupforkert, når året er gået, så var det alt sammen bare for sjov :)

Jeg er et langt stykke hen ad vejen enig med artiklen – primært fordi 6 af de 7 punkter handler om fejlende forretningsmodeller, og det er naturligvis alt sammen finanskrisens skyld!

Luftige Web 2.0 tjenester
Som artiklen rigtigt nok nævner, så har det store problem med det nye sociale interweb altid været, hvordan skal man tjene penge på brugerne. Facebook kører med underskud og Murdoch, Google og eBay sidder formentligt stadig og grubler over, hvordan de skal hente pengene hjem igen fra gigantkøbene af henholdsvis MySpace, Youtube og Skype.

Hidtil har forretningsmodellen for Web 2.0 startups heddet: Giv det hele væk for at få en ordentligt røvfuld brugere, sig det hele er finansieret af reklamer og vent så på massive investeringer eller opkøb. Problemet er nu blot, at pengene ikke sidder så løst på træerne mere grundet finanskrisen, og brugerne har efterhånden lært at filtrere reklamerne fra – enten gennem plugins eller kognitivt, og hvor blev forretningsmodellen så af?

Derfor vil mange Web 2.0 tjenester bygget på mere optimisme end hård business sandsynligvis få det svært i år, hvor der skal skæres ind til benet. Det er dog nødvendigvis ikke en dårlig ting, eftersom det efterlader de solide forretninger, der ikke har mistet jordforbindelsen så meget, at de ikke har kunnet se bundlinjen.

Blogs: Bloggen er nærmest blevet et symbol på det sociale internet, men noget kan tyde på, at det engang allestedsnærværende medie er ved at blive trængt ud til fordel for et nyt fænomen: Lifestreaming. I det tilfælde er det den personlige blog, der må se sig tilsidesat, da autogenererede livsstrømme fra Facebook og fx Friendfeed for længst har overhalet den mere tidskrævende blog som socialt bindemiddel.

Corporate blogging lever også – i Danmark i hvert fald – en stille tilværelse, trods åbenlyse fordele ved en uformel kommunikationsventil, men det er desværre de færreste virksomheder, der har taget mediet til sig – eller bruger det rigtigt.

Blu-ray: kampen mod HD DVD var hård – og ekstremt omtalt, men så blev der stille, og det er vist stærkt tvivlsomt om Blu-ray nogensinde får den indflydelse som DVD’en har/havde – eller om den ender sine dage sammen med Laserdisc’en og DVD-Audio som et højtopløseligt medie – uden den store efterspørgsel. Overgangen til digitalt tv – og den generelle opgradering til HD tv i hjemmene, som rent faktisk kan udnytte Blu ray’ens høje kvalitet, kan måske være en redning – men før eller senere kommer der en ordentlig on-demand-video løsning, som overfløddiggør det fysiske medie fuldstændig – som det også ses med CD’en.

Proprietære systemer: ”Information wants to be free” og alle hidtidige forsøg på at låse produkter, tjenester og information til en enkelt udbyder har mildt sagt ikke været så heldige, hvilket samtlige hacks, cracks og piraterier er det bedste bevis på. Apple troede det var business as usual (altså håndjern, halsgreb og knebel) med 1.G iPhone, men måtte sande, at brugerne selv vil have kontrollen, hvorfor 2.G iPhone blev åbnet – en smule – op.

Derfor tegner udsigterne for den danske afspiller Touchdiva sig også dyster – hvis den da overhovedet kommer på gaden. Køb en afspiller til streaming af musik til 6000 kr, som kun kan bruges, hvis du betaler 75 kr. om måneden i abonnement – og med Touchdiva som eneste udbyder. Det er den slags bindinger, som enten afskrækker eller får nørderne til at finde skruetrækkeren frem.

I går kom det frem, at Microsoft stifter Bill Gates har registreret et nyt selskab ved navn bgc3, og lige siden har alle spekuleret over, både hvad navnet står for, og hvad firmaet har til formål. Der er bred enighed om, at ‘bg’ er en forkortelse af Bill Gates, men derefter er der åben slagudveksling om det resterende c3.

Der gættes på ‘Company three’, da bgc3 er det tredje selskab Bill Gates stifter (efter Microsoft og Bill & Melinda Gates Foundation). Eller Tricarbon – et stof, der findes i rummet, hvilket antyder, at Gates har et rumprojekt undervejs. Der gættes også på ‘catalyst’, da bgc3 skal være en katalysator for nye iværksætterier.

Men har man som jeg beskæftiget sig med historien bag Bill Gates og Microsoft, vil man vide, at i de tidligste dage – før Microsoft – tilbragte Gates og Paul Allen (Microsoft medstifter) al deres tid i det lokale computercenter, hvor de fik computertid mod at debugge centrets systemer. Centret hed…tada..Computer Center Corporation,  som Gates kaldte C-cubed, altså c i tredje.

Det var her det hele startede, så det er da nærliggende at tro, nu hvor han er pensioneret, at bgc3 er en nostalgisk hilsen – en homage – til Computer Center Corporation, som på en måde var katalysator for Gates og Allens videre færd mod verdensherredømmet.

At jeg ved det, skyldes at jeg i handelsskolen sammen med Thomas Reby skrev en meget omfattende rapport om netop Bill Gates og Microsoft, hvor vi var omkring det hele inkl. C-cubed.

So there you have it – husk hvor du læste det først (medmindre det ikke passer).